Hovedretter

Polenta med brunstokket rørhat

Polenta med brunstokket rørhat
Hovedretter Medium 90 min

Dette er nok, hvad man kan kalde en tidlig efterårsret. Jeg elsker polenta, både som grød eller på den måde, jeg først lærte den at kende; som stegt, kold grød. Polenta kan fås traditionelt, som kræver lang tilberedning, eller instant, som tilberedes på få minutter. Jeg bruger den sidste, hvilket sikkert vil blive fordømt af talrige italienere.

Vilde ingredienser

Ingredienser

  • 5-10 pæne brunstokkede rørhatte
  • olie til stegning
  • 1 dl polenta
  • salt og peber
  • Fond:
  • olie til stegning
  • 1 løg
  • ½ porre
  • 2 stængler blegselleri
  • en håndfuld tørrede, lyse svampe
  • 1 dl hvidvin
  • vand
  • Du skal have ca. 4 dl fond.
  • vild merian (blomsterne) til pynt

Fremgangsmåde

  1. Lav en svampefond af løg, porre, blegselleri og tørrede svampe ved at stege grønt og svampe i olie nogle minutter, hvorefter du tilsætter vin og lader det dampe næsten helt af. Herefter tilsættes vand, så det dækker massen.
  2. Kog det i en times tid, og si derefter.
  3. Kog fonden op, og tilsæt 1 dl polenta. Rør hele tiden ved lav varme. Polenta koger på en sjov måde og kan nærmest spy "polenta-lava" på dig – det gør ondt!
  4. Sluk for polentaen, og lad den hvile.
  5. Imens skærer du de brunstokkede rørhatte i skiver. Steg skiverne i olie, til de er lækre og sprøde. Krydr med salt og peber.
  6. Servér din polenta med svampe ovenpå, og pynt med blomster af vild merian.
← Tilbage til madlavning