Hovedretter

Pie med oksekød og svampe

Pie med oksekød og svampe
Hovedretter Svær 240 min

Alle kan lide pie, særligt englænderne på den grønne ø. Der findes mange forskellige slags fyld og låg, og min pie er selvfølgelig med svampe, men også med kød. Du kan bruge mange forskellige typer oksekød. Jeg kan godt lide at bruge kød, der kræver braisering, såsom tværreb eller bov.

Vilde ingredienser

Ingredienser

  • Fyld:
  • 300 g oksekød, helst tværreb eller bov
  • smør til stegning
  • 2 blegselleri
  • 1 gulerod
  • 1 løg
  • 2 håndfulde tragtkantarel ler
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 glas rødvin
  • 10 blandede kviste timian, salvie og oregano
  • salt og peber
  • 1 dl vand
  • Dej:
  • 200 g mel
  • 125 g smør
  • lidt vand

Fremgangsmåde

  1. Fyld: Skær kødet i tern af 2 x 2 cm, og steg det i lidt smør i en gryde. Tag kødet op, når det er brunet godt af, og læg det til side.
  2. Skær nu blegselleri, løg og gulerod i fine tern, og brun det hele godt i samme gryde, som du har brugt til kødet.
  3. Tilsæt tragtkantareller, og lad dem stege lidt med til sidst.
  4. Læg kødet tilbage i gryden, og tilsæt nu flåede tomater, rødvin og vand.
  5. Tilsæt blade fra timian-, salvie- og oreganokviste, salt og peber.
  6. Lad det hele simre i 3 timer med låg ved lav varme. Hold øje med, at fyldet ikke tørrer ud, og tilsæt mere vand, hvis det er nødvendigt.
  7. Dej: Imens samler du en mørdej af mel, smør og en smule vand. Lad dejen hvile på køl i en time.
  8. Når kødet er mørt, hældes piefyldet i fire små ramekiner.
  9. Rul dejen ud, og stik derefter ud til fire låg, som du lægger oven på fyldet i ramekinerne.
  10. Bag de små pies ved 180 grader i 30 minutter, og sørg for, at dejen griber bedre fast om kanten end på mine.
← Tilbage til madlavning